Om afvisning af ankesag i forældreansvarssag efter retsplejelovens § 368 a, TFA 2018/270 ØLK

Om afvisning af ankesag i forældreansvarssag efter retsplejelovens § 368 a, TFA 2018/270 ØLK

Byrettens begrundelse:

M har igennem en længere årrække haft forældremyndigheden alene over B. F har i nogen udstrækning haft samvær med B.

Efter bevisførelsen lægger retten til grund, at der har været et højt konfliktniveau mellem forældrene, og at de har haft svært ved at samarbejde vedrørende B’s forhold. B har haft alvorlige problemer i skolen og har gennem flere år haft et misbrug af hash, og hun ryger stadig ofte hash.

Der har i en længere periode været kontakt til kommunens sagsbehandler, men samarbejdet har i perioder været afbrudt, og B har her været tilknyttet et privat behandlingstilbud gennem P, betalt af M. Dette er efter det oplyste stoppet, og aktuelt er der gennem kommunen et tilbud om familiebehandling til M og B, hvilket ikke er påbegyndt, idet B ikke har ønsket og deltage.

B har gennem det seneste år boet på skift hos hos M hos F og hos en veninde. Aktuelt bor hun hos F, og hun fortæller, at hun ikke har nogen kontakt med M.

F har forklaret, at han i lange perioder ikke har været orienteret om B’s forhold, som følge af at han ikke har haft del i forældremyndigheden. På baggrund af den aktuelle situation, hvor B ikke har kontakt med M, og hvor B været flyttet flere gange mellem forældrene, finder retten det bedst for B, uanset det høje konfliktniveau mellem forældrene, at der etableres fælles forældremyndig således, at begge forældre af myndighederne bliver orienteret om B’s forhold, og at de således bliver i stand til at samarbejde med myndighederne omkring løsning af de udfordringer, B står over for, jf. forældreansvarslovens § 14, jf. § 4. På denne baggrund tages sagsøgers påstand til følge

Landsrettens begrundelse:

Efter retsplejelovens § 368 a, stk. 1, kan landsretten afvise at behandle en sag i 2. instans, hvis der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, og sagen ikke er af principiel karakter eller andre grunde ikke i øvrigt taler for, at sagen skal behandles af landsretten.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget (L 178 FT 2013/14), at spørgsmålet om, hvorvidt behandlingen i en anden instans er nødvendig, blandt andet må afhænge af, om sagen har »en karakter eller betydning, der gør det rimeligt med adgang til behandling i to instanser«. Det understreges samtidig, at afvisning blot skal være en mulighed, som navnlig forventes benyttet i sager, hvor det umiddelbart synes nærliggende, at betingelserne for afvisning vil kunne være opfyldt.

Det er oplyst, at B efter eget ønske er flyttet ind hos F, og at hendes folkeregisteradresse er ændret i overensstemmelse hermed.

På denne baggrund og navnlig under hensyn til, at der i forbindelse med sagens behandling i byretten har været afholdt en samtale med B, der nu er ca. 16½ år, er der ikke udsigt til, at ankesagen vil få et andet udfald end i byretten. Selvom ankesagen vedrører forældremyndighed, er der ikke grunde, der i øvrigt taler for, at sagen skal behandles i to instanser. Landsretten afviser derfor ankesagen, jf. retsplejelovens § 368 a.

Denne ankesag afvises.

kommentar:

Det er yderst sjældent, at bestemmelsen bringes i anvendelse i forældreansvarssager.

Når jeg læser dommen, tænker jeg som så ofte: det giver altså sjældent mening at føre sag om en 16½ årig.

Viggo Bækgaard