Afgørelse om midlertidig forældremyndighed kunne kæres uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, TFA 2017/352 ØLK

Afgørelse om midlertidig forældremyndighed kunne kæres uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, TFA 2017/352 ØLK

Byrettens begrundelse

Efter indholdet af børnesamtalen, og da B i en periode ikke har haft samvær med M, og da psykolog Wibeke Grøn vurderer, at B under samtalen gav udtryk for sine egne oplevelser, finder retten ikke grundlag for at antage, at F forhindrer samværet mellem B og M. Retten finder endvidere ikke, at der efter de foreliggende oplysninger er omstændigheder, der kan begrunde, at forældremyndigheden over B midlertidigt skal overføres til M, jf. forældreansvarslovens § 26, jf. § 4, hvorfor
bestemmes

M’s anmodning om, at forældremyndigheden over parternes fællesbarn, B, født den 7. april 2005, midlertidigt overføres til hende, tages ikke til følge

Landsrettens begrundelse

Efter retsplejelovens § 389 a kan kendelser og andre beslutninger, der afsiges af byretten under hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse, ikke kæres.

Procesbevillingsnævnet kan dog meddele tilladelse til kære, hvis kendelsen eller beslutningen angår spørgsmål af væsentlig betydning for sagens forløb eller af afgørende betydning for parten, og der i øvrigt er anledning til at lade afgørelsen prøve af landsretten som 2. instans.

Højesteret har i kendelse af 23. april 2015 i sag 262/2014 (optrykt i UfR 2015.2540H) anført, at retsplejelovens § 389 a efter sin ordlyd og forarbejderne må forstås på den måde, at bestemmelsen som udgangspunkt afskærer fri kære af kendelser og beslutninger, der træffes under hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse, også selvom afgørelsen ikke kan siges at vedrøre sagsforberedelsen eller hovedforhandlingen som sådan.

Den påkærede afgørelse om midlertidig forældremyndighed er truffet under sagens forberedelse.

En afgørelse om, hvem af forældrene der midlertidigt skal have forældremyndigheden over barnet, træffes i medfør af forældreansvarslovens § 26, stk. 1. Afgørelsen fastlægger forældremyndigheden i en tidsmæssigt afgrænset periode, idet afgørelsen gælder, indtil der foreligger en endelig aftale eller afgørelse om forældremyndighed over barnet, som kan fuldbyrdes, eller afgørelsen bortfalder, jf. forældreansvarslovens § 26, stk. 2 og stk. 3. Selve afgørelsen om midlertidig forældremyndighed kan også under sagen ændres, hvis det er til barnets bedste, jf. forældreansvarslovens § 30, jf. § 4.

En afgørelse om, hvem af forældrene der midlertidigt skal have forældremyndigheden over barnet, er af en sådan karakter, at afgørelsen ikke kan anses for omfattet af kærebegrænsningsreglen i retsplejelovens § 389 a. Kære kan derfor ske uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

Sagen er tilstrækkeligt belyst, og landsretten kan tiltræde byrettens resultat og begrundelse herfor. Herefter og idet der ikke for landsretten er godtgjort omstændigheder, der kan begrunde et andet resultat, stadfæster landsretten byrettens afgørelse.
Byrettens kendelse stadfæstes.